PlastPack Defence

PlastPack Defence

Nyhed

PlastPack Defence, verdens eneste producent af lette, CO2-besparende emballageløsninger til militærets transport – og opbevaring, har modtaget millioninvestering fra Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic, der er partnere til Sjællands Udviklingsalliance.

PlastPack Defence

PlastPack Defence er baseret i Næstved og er verdens eneste producent af lette, CO2-besparende emballageløsninger til militærtransport og -opbevaring. PlastPack Defence har netop modtaget en millioninvestering fra Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic. Investeringen betyder, at PlastPack Defence kan opruste deres salgsafdeling og dermed sælge deres løsninger ind til forsvarsindustrien blandt NATOs medlemslande og allierede.

PlastPack Defence er grundlagt af Jan Bendix Engmann og Jørgen Dahl, som begge har en baggrund inden for forsvaret og emballageindustrien. I 90’er og i 00’erne kom der et øget fokus på grønnere løsninger og på at nedbringe vægten af materiel under fragt - og dermed var kimen til PlastPack Defence lagt.  Den innovative duo ville skabe verdens første emballageløsning af 100% plast til militær brug - en løsning der i dag er beskyttet af hele syv verdenspatenter.

Vi var overbeviste om, at det var muligt at skabe en kasse af plast – på trods af at utallige andre forsøg var mislykkedes. Vi brugte et år på at teste forskellige plasttyper sammen med Teknologisk Institut. Vi opdagede, at holdbarheden afhang af designet og udformningen på kassen – og ikke plasten i sig selv.
Jan Bendix Engmann, CEO i PlastPack Defence

Stødfordeling og -absorbering fra brokonstruktioner og crash-zoner

Den innovative duo brugte viden om stødfordeling og -absorbering fra bl.a. brokonstruktioner og crash-zoner i biler til at gøre plast til et lige stærkt materiale som stål. Deres tilgang fik verdensledende producenter, som norske Nammo og tyske Rhein Metall, til at gå med i udviklingsarbejdet.

Vi har formået at skabe noget helt nyt med plast. Vores letvægtskasser er vandtætte, lufttætte, stødsikre, antistatiske og ikke-nedbrydelige for solens stråler – og de er fuldt operative fra -54 til +72 grader. Vi har skabt noget, der ikke tidligere var muligt med plast, men som kan inspirere til andre, nye og innovative løsninger i andre brancher.
Jan Bendix Engmann, CEO i PlastPack Defence

Vægten er en ”game-changer”

Hvor en traditionel militær transport- og opbevaringskasse af stål vejer 2.4 kg, vejer PlastPack Defence’s LWAC-M2A1 kasser kun 780 g.

Den lavere vægt giver en miljømæssig gevinst, da færre fly og konvojer kan transportere mere materiel. Eksempelvis kunne Danmark have sparet hele syv flyvninger med Herkules-fly, hvis man teoretisk set havde benyttet vores letvægtskasser i stedet for de traditionelle stålkasser, da man i 2010 fløj 85.000 stålkasser til Afghanistan. Det svarer til en CO2-reduktion på 756 tons – eller 500 personbilers kørsel på et helt år.
Jan Bendix Engmann, CEO i PlastPack Defence

Nedbringe C02 som indsatsområde i militæret

Det danske forsvar, NATO og EU’s Forsvarsagentur har alle gjort nedbringelse af CO2 ved militære operationer til et særligt indsatsområde, hvilket kan styrke PlastPack Defence’s markedsposition. Investeringen fra Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic betyder, at PlastPack Defence vil rekruttere 5-7 personer indenfor salg, fortrinsvis på kontoret i Næstved, men også en fast salgsagent i USA. Derudover vil investeringen, alt andet lige, også medføre en øget produktion af kasserne, som produceres af Schoeller Plast i Holbæk.

Det er ret unikt, at vi i Danmark har en virksomhed som PlastPack Defence, der både har vist et stort, innovativt potentiale på produktsiden, men som også på kort tid har formået at vække en global interesse – både i forhold til udvikling og køb af slutproduktet. For både Impagt Invest Sjælland og Spring Nordic beviser det, at virksomheden har et stort, fremtidigt vækstpotentiale. Den udvikling og markedsposition vil vi, med vores investering, gerne understøtte.
Tom Weidner, investment manager i Spring Nordic

Om PlastPack Defence

PlastPack Defence er en innovativ, dansk virksomhed, der har specialiseret sig i udvikling og produktion af lette emballageløsninger til militær transport, håndtering og opbevaring af farlige, værdifulde og skrøbelige varer i henhold til militære krav. Virksomhedens løsninger optimerer forsvarets operative kampkraft og reducerer samtidig CO2-udledningen i forbindelse med transport af militært udstyr.

Læs mere om PlastPack Defence

Om Spring Nordic

Fonden Spring Nordic hjælper innovative virksomheder til vækst og udvikling. Spring Nordic investerer enten selv gennem Fonden Spring Nordic – eller via investeringsselskabet Impagt Invest Sjælland A/S, som er ejet af Andel A.m.b.a. og Sparekassen Sjælland-Fyn. Fokus er på teknologibaserede, bæredygtige virksomheder, primært inden for cleantech, hard- og software, energi, industri og fødevarer.

Læs mere om Spring Nordic her