Kalundborg Kollegiet, kollegieværelse

Kalundborg Kollegiet

Mød en af vores rollemodeller for virksomheder i Region Sjælland: Kalundborg Kollegiet v. Brian Vidtøft Nielsen. Kalundborg Kollegiet er historien om en ejendomsinvestor, som har skabt ungdomsboliger i det tidligere Kalundborg Sygehus med plads til fællesskab. Om en ildsjæl, der ønsker at være med til at udvikle Region Sjælland og som har skabt flotte og billige ungdomsboliger med afsæt i de unges behov.

Kalundborg Kollegiet

Det tidligere Kalundborg Sygehus danner rammen om Kalundborg Kollegiet, som ligger centralt i Kalundborg med kun 1 km til centrum og uddannelsesinstitutioner. Bag etableringen står Brian Vidtøft Nielsen, der er revisor og skattekonsulent i TaxCompany og sideløbende investerer i udviklingsejendomme. Brian Vidtøft Nielsen vandt SKABE-PRISEN 2023 for Kalundborg Kollegiet i forbindelse med Udviklingskonferencen 2023.

Kalundborg er virkelig et område i udvikling og vækst. Der er kommet nye uddannelser, som tiltrækker en masse studerende. Der er spændende industri og motorvejen kommer lige om lidt, hvilket kan betyde endnu mere udvikling i området. Den udvikling vil jeg gerne være en del, så da jeg så det fantastiske område omkring det tidligere sygehus, slog jeg straks til.
Brian Vidtøft Nielsen

 

Kalundborg Kollegiet, gang

Ungdomsboliger

De mange nye uddannelser i Kalundborg har medført et øget behov for ungdomsboliger. Det tidligere sygehus havde rammerne, men krævede en omfattende renovering. Som led i den grundlæggende tanke om at støtte udviklingen i lokalområdet, hyrede Brian lokale håndværkere.

Projektet har endvidere krævet et tæt samarbejde med kommunen.

Projektet er blevet gennemført meget hurtigt i samarbejde med Kalundborg Kommune. Vi gik i gang 1. december 2019 og de første studerende flyttede ind 1. juli 2020. De har virkelig eksekveret hurtigt og det har været ret imponerende.
Brian Vidtøft Nielsen

145 ungdomsboliger

Kalundborg Kollegiet består af 145 ungdomsboliger fordelt på 2 bygninger, som samlet går under betegnelsen Kalundborg Kollegiet. Bygning 1 huser selve kollegiet, og byder på kollegieværelser med eget badeværelse med bruser og tekøkken samt et stort moderne fælleskøkken.

Bygning 2 huser ungdomsboliger og holdeholder 65 små lejligheder og værelser med selvstændige flotte køkkener med bl.a. køleskab og ovn. De fleste enheder har også hems. Værelserne på 3. sal i bygning er fuldt møblerede.

Begge bygninger er blevet gennemrenoveret og har fået en opdatering på design og funktion.

Jeg vil gerne bygge noget som er pænt og kan bruges af lejerne. Jeg bygger noget, som jeg selv gerne vil bo i.
Brian Vidtøft Nielsen

Fællesarealer med plads til mødes

Kalundborg Kollegiet har flere fællesarealer, hvor de studerende kan mødes og som indbyder til socialt samvær. I kælderen er der indrettet et fælles aktivitetsrum med bordtennis, samt 3 festlokaler, som kan bruges individuelt og eller samlet. Kælderen rummer også et cykelrum og en vaskekælder med 15 maskiner, hvor brugen er inkluderet i huslejen. De studerende skal blot selv have vaskepulver med. Derudover har alle studerende eget depotrum.

Kalundborg Kollegiet, fælleskøkken

Grønne områder

Det gamle sygehus havde allerede flere etablerede grønne områder med høje træer og græsplæner, som Brian Vidtøft Nielsen har bygget videre på med bænke, gril og plantekasser.

Jeg synes, at det er vigtigt med grønne områder, som giver de studerende mulighed for at samles og være en del af et fællesskab. Nu har de fået et stort udeareal, hvor de fx kan grille, sole sig og læse.
Brian Vidtøft Nielsen

Næsten fuldt udlejet

Behovet for ungdomsboliger har tydeligt kunne ses i antallet af udlejede enheder, som stort set alle er udlejet.

Tidligere var ungdomsboligerne spredt ud over hele byen, men nu har vi samlet dem her. Vi har skabt noget, som ikke var her tidligere. Vi har skabt et miljø for de studerende.
Brian Vidtøft Nielsen

Sjællands Udviklingsalliance

Brian Nielsen er medlem af Sjællands Udviklingsalliance og ser medlemskabet, som en mulighed for at skabe mere samarbejde på tværs af det offentlige og det private.

Jeg vil meget gerne arbejde med nye projekter i andre byer i regionen.
Brian Vidtøft Nielsen

Vil du ligesom Brian være medlem af Sjællands Udviklingsalliance, så kan du gøre det her: Bliv medlem af Sjællands Udviklingsalliance | Læs hvordan her (sjua.dk)

 

Om Kalundborg Kollegiet

Kalundborg Kollegiet logo

Det tidligere Kalundborg Sygehus danner rammen for Kalundborg Kollegiet. Området består af 7 ejendomme, hvor af to af dem er omdannet til ungdomsboliger. De resterende bygninger vil også blive renoveret og omdannet til bl.a. større almindelige lejeboliger.

Læs mere her: Ansøg online om kollegiebolig | Kalundborgkollegiet i Kalundborg |

Kalundborg Kollegiet, Brian

Brian Vidtøft Nielsen

Bag projektet står Brian, der ejer virksomheden TaxCompany. TaxCompany tilbyder bogføring, revision, regnskabsstyring og skatterådgivning til selvstændige erhvervsdrivende, selskaber og privatpersoner. Derudover investerer Brian også i udviklingsejendomme.