Wrappy, avokado

Wrappy

Mød en af vores rollemodeller for virksomheder i Region Sjælland: Wrappy ApS. Wrappy er historien om to grønne ildsjæle fra Vestsjælland, der ønskede at skabe et bæredygtigt alternativ til traditionelt madindpakningspapir. Om et Europæisk eksporteventyr baseret i Kalundborg, hvor bæredygtighed og social ansvarlighed er mantraerne.

Wrappy

Wrappy blev grundlagt i 2018 af Jørgen Richelieu og Anne Prahl, som ville skabe et bæredygtigt alternativ til de brug-og-smid-væk materialer, der bliver brugt til indpakning af madvarer. Resultatet blev Wrappy, som er madindpakningspapir, der vaskes af efter brug og er et grønnere alternativ til plastikposer, film og stanniol. Ud over at være et miljøvenligt produkt, holder Wrappy også maden friskere i længere tid og madindpakningspapiret holder, ved korrekt brug, i op til et år. 

Ved at bruge Wrappy sparer man plast og aluminiumsfolie, og samtidig holder Wrappy maden friskere i længere tid. Det minimerer fødevarespild, som i sidste ende gør, at vi kan sænke CO2-aftrykket. Vi skal blive bedre til at udnytte vores ressourcer bedst muligt og det kan Wrappy hjælpe med.
Jørgen Richelieu og Anne Louise Prahl
Wrappy, vask

Bæredygtighed og social ansvarlighed

Bæredygtighed og social ansvarlighed spiller ind overalt i forretningsmodellen.

Vi kunne have valgt at producere Wrappy i et lavtlønsland, men social ansvarlighed og nærhed til markedet er meget vigtig for os.

Vores produktionssted ligger 1 time fra København, og vi ansætter danske arbejdere, der er stolte af at se en miljøsucceshistorie vokse i lokalområdet.

Det betyder meget for os at være med til at skabe liv og vækst i vores lokalområde. Vi har modtaget LAG-midler, som ydes til virksomheder, der gør noget for at fremme udviklingen i landdistrikterne.
Jørgen Richelieu og Anne Prahl

Eksport til Tyskland og resten af Skandinavien

Samtidig medfører produktionen i Kalundborg en nærhed til eksportmarkederne i Tyskland, hvor Wrappy er markedsleder, Skandinavien, samt resten af Europa. Fx har Jørgen og Anne netop indgået et samarbejde med den store britiske detailkæde Sainsburys, som fremover kommer til at sælge Wrappy.

Wrappy, ost

Bivoks

Wrappy består af GOTS-certificeret (Global Organic Textile Standard) økologisk bomuld, overtrukket med en blanding af middelhavsharpiks, bivoks og organisk jojobaolie. Eftersom Danmark ikke har de nødvendige ingredienser til at fremstille Wrappy i det omfang som er nødvendigt, har Jørgen og Anne nøje udvalgt leverandørerne. 

Når vi vælger leverandører og ingredienser, lægger vi stor vægt på både fødevaresikkerhed, miljøhensyn og socialt ansvar.
Jørgen Richelieu og Anne Prahl
Wrappy, bivoks

Elite-smiley

At leve op til de høje, danske fødevarekontaktkrav har altid vores højeste prioritet. Vi besluttede at bruge penge og tid på at gennemgå den krævende proces med at få Wrappy analyseret af det førende testinstitut i Danmark. Og Wrappy har bestået testen og fået Fødevarekontrollens Elite-smiley.
Jørgen Richelieu og Anne Prahl

Medlem af Sjællands Udviklingsalliance

Jørgen og Anne er medlemmer af Sjællands Udviklingsalliance og ser medlemskabet som en mulighed for at styrke netværket mellem flere grønne ildsjæle og skabe grobund for flere bæredygtige succeshistorier.

Vil du, ligesom Anne og Jørgen fra Wrappy, være medlem af Sjællands Udviklingsalliance, kan du gøre det her: Bliv medlem af Sjællands Udviklingsalliance | Læs hvordan her (sjua.dk)

Om Wrappy

Wrappy Logo

Wrappy blev grundlagt i 2018 af Jørgen Richelieu og Anne Prahl med et ønske om at skabe et bæredygtigt alternativ til traditionel brug-og-smid-væk madindpakningspapir. Wrappy bliver fremstillet i Kalundborg af nøje udvalgte materialer og sælges i Skandinavien, Tyskland og Storbritannien, med planer om at udvide distributionen til det øvrige Europa i den nærmeste fremtid.

Wrappy, Jørgen og Anne

Læs mere om Wrappy her: WrappyWorld | Food wrap handmade in Denmark