Ørnberg vin, produktion

Ørnberg Vin

Mød en af vores rollemodeller for virksomheder i Region Sjælland: Ørnberg Vin. Ørnberg Vin er historien om to barndomsvenner, der ville bevise, at det i Danmark er muligt at producere kvalitetsvin. To lokale ildsjæle som, med afsæt i Sjællands Oddes morænebakkers varierede og komplekse jordbundstyper, har skabt flotte ”Cool Climate Wines” af høj kvalitet.

Ørnberg Vin

Ørnberg Vin drives af Anders Ørnberg og Niels Esbjerg, som i 2007 grundlagde Ørnberg Vin på Hvidelykkegaard på Sjællands Odde. Ørnberg Vin har formået at producere vine, som har høstet stor anerkendelse i vinkredse. Bl.a.  har Ørnbergs rosé, dessertvin og hedvin tidligere været kåret som Danmarks bedste. I 2011 vandt Ørnbergs Mynster guld ved Dansk Vinshow i Forum og i 2014 blev Ørnberg Vin kåret til Årets Vinbonde i Danmark.

Vi var virkelig glade for, at også professionelle vinkendere sætter pris på vores vin. Det gav os en ekstra tro på, at det vi gør, er rigtigt.
Niels Esbjerg

Ørnbergs vine kan nydes på gourmetrestauranterne på Dragsholm Slot, Restaurant SURI i Holbæk og i Det Vilde Køkken i Nykøbing Sjælland. 

Ørnberg vin

Vinproduktion på Hvidelykkegaard

Både Niels og Anders har arbejdet med landbrug siden barndommen og er begge uddannet agronomer. Niels har dyrket frugt, bær og grønt til sin gårdbutik på Hvidelykkegaard. Anders har været hobby-vinbonde siden 1998, hvilket har givet ham mulighed for at afprøve hvilke vinsorter, der passer til det danske klima. 

Vi ville bevise, at det godt kan lade sig gøre at fremstille god vin i Danmark.
Niels Esbjerg


Kvalitetsvine

Anders og Niels grundlagde Ørnberg Vin ud fra et ønske om at producere friske, elegante, hvide kvalitetsvine med og uden bobler. Derfor plantede de, til at begynde med, vinstokke af sorterne Solaris, Ortega, Phoenix og Siegerrebe, som alle er sorter, der er egnede til det danske klima.

Vores ambition har hele tiden været at skabe en stor og velfungerende vingård med egen produktion, kælder og salgslokaler.

Vi mener godt, at det kan lade sig gøre at etablere en rentabel vinproduktion i Danmark. En produktion som også vil være respekteret i Europa for sine vine.
Niels Esbjerg
Ørnberg vin, familiefoto

Klima, jordforhold og terroir

Hvidelykkegaards store vinmark ligger på en sydvendt skråning på Sjællands Odde i et af Danmarks mest lune og solrige områder. Det at marken ligger på Odden med vand på begge sider, modvirker frostskader i det tidlige efterår og det sene forår, hvilket er afgørende for at kunne producere vin på danske breddegrader. Derudover er jordbunden på Odden let, veldrænet og fyldt med næringsstoffer og mineraler, som er optimal for vindyrkning.

Området giver vinene en mere interessant og spændende syreprofil. Man kan sagtens tale om terroir, hvor kombinationen af havet og landskabet, både den lange kystlinje og mineralerne i jorden, giver vinene noget ekstra.

Den konstante vind betyder også, at vi har en stor saltaflejring i plantagen. Det har minimal påvirkning, men er alligevel med til at definere smagen i vinen.
Niels Esbjerg

Jørgen og Paulus

De første hvidvine, som Ørnberg producerer, får navnene ”Jørgen” (Sauvignon Blanc og Solaris) og ”Paulus” (Solaris) opkaldt henholdsvis efter Niels far og Anders' farfar. Senere kom bl.a. den mousserende vin Perle (Phoenix, Solaris og Siegerrebe), dessertvinen Mynster (Solaris og Ortega) samt hedvinen Sort (Pinot Noir druer).

Ørnberg vin, vinglas

Cool Climate Wines

Siden 2007 er vingården vokset og nye druesorter er kommet til.

Min drøm er, at området her bliver omdrejningspunktet for danske hvidvine – med og uden bobler. Og meget gerne fordelt på 1000 hektar af god klassificeret jord, som producerer ultraskarpe, hvide koldklima-mousserende vine, der ikke kun bliver solgt i Danmark, men også uden for Danmark.

Det kunne være fedt, hvis vi kunne gå fra at være en håndfuld vinavlere til at være omkring 100 stykker, så vi kan samle kompetencer og viden om produktionen af Cool Climate Wines. Det håber jeg, at Sjællands Udviklings alliance kan være med til.
Niels Esbjerg

Vil du, ligesom Anders og Niels, være medlem af Sjællands Udviklingsalliance, kan du gøre det her: Bliv medlem af Sjællands Udviklingsalliance | Læs hvordan her (sjua.dk)

Om Ørnberg Vin

Ørnberg Logo

Ørnberg Vin blev grundlagt i 2007 af Anders Ørnberg og Niels Esbjerg på Hvidelykkegård på Sjællands Odde. Ørnbergs vine har høstet stor anerkendelse i vinkredse og vundet flere priser. Læs mere på Ørnberg Vin - Prisvindende vin fra Sjællands Odde (oernbergvin.dk)

Ørnberg vin, Niels og Anders