Studiestart

Studiestart på de videregående uddannelser i Region Sjælland

Nyhed

September er lig med studiestart for mange håbefulde unge, der har søgt om optag i løbet af sommeren. I hele Danmark er der mere 67.000 unge, som starter på en videregående uddannelse inden for pædagogik, medicin, samfundsfag, teknologi, naturvidenskab og meget mere.

Studiestart i Region Sjælland 

I Region Sjælland kan vi byde velkommen til 6.132 nye studerende. Det er lidt færre end sidste år, hvor der i hele landet var et ekstraordinært stort optag på de videregående uddannelser på grund af Corona-nedlukningerne. Men med 6.132 unge er optaget i 2021 på samme niveau, som antallet af unge, der havde studiestart på en videregående uddannelse i Region Sjælland i 2019 og 2018.

Studiestart

Nye studerende i hele regionen

Det er især uddannelsesbyerne Roskilde, Slagelse og Næstved, der får mange nye studerende. De tre studiebyer står for 80% af optaget i regionen. Roskilde får 3.173 nye studerende fordelt på Roskilde Universitet, Professionshøjskolen Absalon og Zealand Erhvervsakademi. Mens 1066 studerende starter i Slagelse og 888 i Næstved. Men også i Vordingborg, Nykøbing F, Køge, Holbæk og Kalundborg er der nye studerende, der starter på en videregående uddannelse.

Det er positivt, at det både er i nord, syd, øst og vest, at de unge starter på studier i regionen. Der er nemlig brug for de mange nye studerendes kompetencer fortæller Hanne Leth, der er rektor på Roskilde Universitet, hvor 1.670 nye studerende er startet i august.

Jeg er glad for, at der er mange unge, der starter på en uddannelse i Region Sjælland – både de videregående uddannelser og erhvervsuddannelser.  Det er glædeligt for dem selv og for regionen. For der er brug for deres kompetencer inden for mange typer af opgaver og brancher – både nu og i fremtiden.
Hanne Leth Andersen, Rektor for Roskilde Universitet

De videregående uddannelser i Kalundborg vinder frem

Både Næstved og Vordingborg har et større optag af nye studerende end året før. Men den helt store stigning findes dog i Kalundborg, hvor 37% flere unge har søgt ind på en af de videregående uddannelser i kommunen sammenlignet med 2020.

Stigningen skyldes især, at endnu flere unge har fået øjnene op uddannelserne som diplomingeniør i bioteknologi og bioanalytiker, som Professionshøjskolen Absalon tilbyder på deres campus i Kalundborg. Den positive stigning ses som endnu et godt resultat af samarbejdet om Knowledge Hub Zealand, som er udvikling af erhvervslivet i Kalundborg, Professionshøjskolen Absalon, Kalundborg KommuneRegion Sjælland, Roskilde Universitet og Zealand Erhvervsakademi.

Vores uddannelser i Kalundborg er bygget op omkring det særlige produktionstekniske biotekmiljø der findes i byen og blandt industrivirksomhederne. Det er noget af det, der gør uddannelserne unikke og eftertragtet for nye studerende, som kan studere i et enestående fagligt miljø, der ikke findes andre steder i landet.
Camilla Wang, Rektor for Professionshøjskolen Absalon
Studiestart

Kilde: Tal og fakta om søgning og optagelse på de videregående uddannelser af Uddannelses- og forskningsministeriet.